Rødvin fra Piemonte

Piemonte vine

Italiensk vin har stolte traditioner og er sammen med Frankrig det land, der rangerer øverst i vinverdenen. Vi kigger ned i nogle af de store vinregioner i Italien og starter rundturen i Piemonte. Vin fra Piemonte har gennem mange år været blandt de mest fremtrædende vinregioner i landet og dominerer fortsat med mange store vine.

Piemonte rimer på Barolo

Man kan ikke sige Piemonte uden at nævne Barolo, der gennem tiden har været regions største vin. Baroloer har gennem adskillige år været garant for vine af høj kvalitet, men prisen er bestemt også fuldt med den voksende popularitet. Det betyder, at gode Barolovine i dag koster et betragteligt beløb og priserne drives desuden videre op, da mange asiatiske opkøbere og vinentusiaster har fået øjnene op for Barolovine og en stor del af disse vine sælges til Østen. Vin fra Piemonte byder heldigvis på meget andet lækkert end Barolo, hvilket denne artikel også vil se nærmere på. Barberesco, der ofte kaldes Barolos ”lillebror”, er efterhånden også blevet meget populær, men vi kigger også på områder og vine, der er mindre kendte og dermed også kan fås til langt billigere priser.

Inden vi dykker ned i de forskellige områder i Piemonte tager vi lige lidt indledende facts. Faktisk er regionen den med flest DOC og DOCG-klassificeringer i Italien. Der er hele 42 DOC og 17 DOCG-vine i Piemonte (En komplet liste kan ses her). Som mange ved er Piemonte placeret i det Nordvestlige hjørne af Italien med grænser mod Schweiz samt Nordfrankrig og strækker sig næsten ned til Middelhavet. Regionens største by er Torino med ca. 900.000 indbyggere. Piemonte producerer 6. mest af de ca. 20 italienske vinregioner. Herunder tager vi er nærmere kig på nogle af de mest fremtrædende og spændende vine fra Piemonte.

Vin fra Barolo

Vin fra Barolo har længe stået som kongen af italiensk vin, men med tiden har flere andre gjort dem rangen stridig. Området opnåede DOCG status i 1980 efter at have været DOC klassificeret siden 1966. Barolovine skal være lavet på Nebbiolodruen og for at leve op til kravene i DOCG-regulativet skal en Barolo lagre i minimum 38 måneder, hvor af 18 måneder skal være på ege- eller kastanjefade (bruges ikke mere, da det giver for meget syre) og vinen skal indeholde minimum 13% alkohol. Der er opsat krav om maksimalt høstudbytte på 54,4 hl. pr. hektar. Høstudbyttet begrænses, så de druer, der høstes, er koncentrerede og ikke for vandet. Lader man en vinstok gro uden beskæring vil den hurtigt sætte mange klaser, hvilket giver højt udbytte, men druerne bliver ”kedelige” og gør dermed også vinen mindre intens. For at opnå retten til at være kalde sin Barolo for Riserva kræves, der en lagring på 62 måneder, hvilket i øvrigt måles fra 1. november efter høsten.

Netop lagringen er meget afgørende i Barolovine, da en ung Barolo kan være præget af en del tanniner, der for mange vil gøre den lidt tillukket og spids i smagen. Af samme grund udvikler vinene sig godt i flasken og har stort lagringspotentiale. Med årerne bliver de mere runde og bløde i smagen. De noter, der ofte nævnes i forbindelse med Nebbiolo er rose, kirsebær, læder og anis. Nebbiolodruen kan være svær at arbejde med for vinhusene, men netop det gør vinene så meget større, når vinmagerne lykkedes med deres arbejde. Druen siges at være let påvirkelig af terroir, hvilket betyder, at den påvirkes af klima, jordbund og øvrige forhold i naturen. Det betyder, at vinene kan variere meget alt efter, hvor druerne vokser. Det betyder, at selvom Barolo er et lille område og Barberesco ligger som nabo vil der være forskel fra mark til mark og Barberesco er en anden vin end Barolo. Nebbiolo påvirkes også af vejret, hvilket betyder, at Barolo virkelig er en vin, hvor der er stor forskel fra år til år og det giver nogle betydelige prisudsving mellem årgange. Vær derfor ekstra opmærksom, hvis du overvejer at investere i Barolovine og i den forbindelse kan vi nævne, at de bedste årgange i nyere tid er 2001, 2006, 2010 og 2016. Dog er der generelt vine med stort potentiale i mange årgange og i stedet for at nævne dem alle kan vi i stedet runde de årgange, der har været ringest. I nyere tid er det 2002, 2003 og til dels 2012, så undgå disse, hvis du vil prøve Barolo eller køber med lagring eller investering for øje. Efter vores kig på Barolo er det naturligt at gå videre til ”lillesøsteren” fra Barbaresco, der er beliggende lidt Nordøst for Baroloområdet.

Se Barolo og Barbaresco vine her.

Vin fra Barbaresco

Barbaresco har naturligvis også DOCG-status og ligesom i Barolo er kravet om brug af Nebbiolo benhårdt med et krav om udelukkende at bruge Nebbiolo for at kvalificere sig til den fineste status. Med fuldstændig samme drue og den beskedne afstand er forskellen mellem Barolo og Barbaresco på sin vis også begrænset, men dog alligevel let at smage.

Som tidligere nævnt er Nebbiolodruen let påvirkelig af terroir og derfor vil, vinen også være anderledes, når druen vokser i en anden jordtype, hvilket er den primære forskel på de to typer vine. Barbarescovin vil opleves mindre tanninholdig end Barolo og derfor kan den umiddelbart virke lidt lettere tilgængelig end sin ”storebror”. Vine fra Barbaresco egner sig i højere grad til at blive drukket unge, da de er mere afbalancerede i forhold til syre. For de der ikke har stiftet bekendtskab med de to vine før vil Barbaresco af samme grund være mere behagelig. Når det er sagt har vine fra Barbaresco bestemt også lagringspotentiale om end udviklingen vil være knap så i øjenfaldende som ved Barolovine. For at leve op til DOCG-klassifikationen i Barbaresco skal vinen lagre i minimum 26 måneder, hvor af de 9 skal være på fade. For at kravle op i riserva klassen skal lagringen som minimum være 50 måneder med 9 på fade. Alkoholprocenten skal som minimum være 12,5% og markerne må ikke ligge højere end 550 meter over havet. I Barbaresco er der hele 66 geografiske underzoner, så der er et væld af tilpasninger og variationer af den gode Barbarescovin.

Så alt i alt er Barbaresco på mange måder en vin, der minder om Barolo, men prisen er betydeligt lavere og det samme er tanninindholdet og derfor anbefaler jeg, at starte med Barbaresco, hvis du skal stifte bekendtskab med de to områder. Netop prisen er en vigtig faktor i forholdet omkring de dyre vine. Ofte ses der tilbud på Barolo (Amarone og Brunello) til godt 100 kr. i supermarkeder. Her skal man virkelig passe på ikke at falde i fælden. De Baroloer, der sælges til denne pris er typsik ikke pengene værd. Producenten har som regel kun øje for at kunne kalde sin vin Barolo på den billigst mulige måde. Det betyder, i 9 ud af 10 tilfælde, at vinen ikke er pengene værd. Derfor vil det i langt højere grad være bedre, at bruge pengene på en Barbaresco eller en anden vin fra et mindre kendt område.

Fontanabianca er et lille vinhus fra byen Nieve. De producerer vin af højeste kvalitet og går aldrig på kompromis med kvaliteten. Den familiedrevne virksomhed har et beskedent antal hektarer, hvor på deres vin dyrkes. Det betyder, at deres topvin Bordini kun fremstilles i 6.000 eksemplarer om året.

Se udvalget fra Fontanabianca her.

Vin fra Langhe

Vin fra Langhe er en lidt speciel historie. Oprindeligt blev Langhe DOC lavet for at samle de mange IGT-vine op, der blev produceret i området og give dem DOC status. Det gør dem lettere at markedsføre og kan i nogen grad være et kvalitetsstempel. Langhe området omslutter Barolo og omkranser til dels også Barbaresco, så det er et større område. Hvor kravene til druer i Barolo og Barbaresco var meget simple er det en anden historie for Langhe DOC. Her kan der anvendes langt flere forskellige druer, hvilket naturligvis også giver et langt mere varieret smagsudbud.

De druer, der blandt andet bruges i området, til produktion af rødvin, er Barbera, Cabernet Sauvignon, Merlot og Nebbiolo, men som sagt er der mange flere (se den fulde liste her). Det fremgår af vinens navn, hvilken drue den primært et lavet på, så en Barbera-vin vil hedde Langhe Barbera. Der skal typisk bruges minimum 85% af den drue, der er angivet i navnet. De mange forskellige druer og muligheder i Langhe betyder stor variation i vinene, men det giver også interessante muligheder. Der findes fx nogle Langhe Nebbiolo vine, der i sagens natur minder meget om vinene fra Barolo og Barbaresco, da de er lavet af samme druer og geografisk ligger tæt. Derfor kan der være rigtig gode køb til fornuftige penge, hvis man gerne vil nærme sig vine fra Barolo og Barbaresco, ved at købe Langhe Nebbiolo vine. Anseelsen af Langhe som et stærkt vinområde er dog steget de senere år, så priserne er kommet op, især på Langhe Nebbiolo, men der er stadig muligheder for at gøre nogle gode køb. Der findes eksempler på vinhuse fra både Barolo og Barbaresco, der har valgt at producere deres vine under Langhe i stedet for Barolo/Barbaresco, da Langhe klassifikationen giver mere fleksibilitet i forhold til druevalg osv.

Vin fra Langhe byder altså på et væld af muligheder med de mange forskellige druesorter. Husk at se på vinens navn, der vil indikere hvilken drue vinen er lavet på og give en ide om hvad der kan forventes. Vin fra Langhe kan være varierende kvalitet, men efterhånden er niveauet ganske godt, så bestemt et område, der er værd at gå på opdagelse i.

Vin fra Barbera

Vin fra Barbera eller vin på Barbera? Barbera er navnet på den mest plantede drue i Piemonte, men det er også navnet på to områder. Nærmere betegnet hedder områderne Barbera d’Alba og Barbera d’Asti. De to områder er navngivet efter byerne Alba og Asti. Barbera druen har i mange år været kendt som folkets drue, når det kommer til vin fra Piemonte, hvilket skyldes de mange vine, der blev lavet på druen. Kvaliteten var mere tvivlsom end kvantiteten, så der findes mange vine på Barbera, der er billige og kedelige. Der findes til gengæld også mange af høj kvalitet. Derfor er Barbera d’Alba og Barbera d’Asti bestemt værd at undersøge nærmere, når det kommer til vin fra Piemonte.

Barbera d’Alba har endnu ikke fået DOCG status og må altså nøje med DOC betegnelsen. Barbera d’Alba DOC klassifikation kræver, at der bruges minimum 85% Barbera-druer. Vinmarkerne må højst ligge 650 meter over havet og skal have minimum 12% alkohol. Dog minimum 12,5%, hvis betegnelsen superiore skal bruges og her kræves også minimum 12 månedrs lagring, hvor af 4 er på fade.

Vin fra Barbera d’alba har ikke opnået samme anerkendelse som Barolo og Barbaresco, hvilket måske også skyldes den store produktion af billig vin på Barbera-druen. Rødvin fra Barbera d’Alba byder dog på virkelig gode smagsoplevelser. Der er god mulighed for at købe rigtig gode vine til overkommelige priser. Rødvin fra Barbera d’Alba er mørke i farven har stor krop og fylde. Typisk vil duft og smag være præget af frugt, lidt kanel og vanilje. I billige vine kan det virke overdrevet, men i velproducerede vine fungerer det fantastisk. Her afbalanceres smagen med en smule syre, der gør vinen rigtig god. De gode vine fra Barbera d’Alba leverer flot og giver en dejlig fyldig og rund vin som indkapsler det ægte Italien. Vinene passer godt til typisk italiensk mad som pizza, pastaretter og grillet svin.

Vine fra Barbera d’Asti minder på mange måder om naboerne fra Alba, men der er dog visse forskelle. Kravene er 85% Barberadrue, men modsat Alba kræves, der fire måneders lagring for at opnå DOCG klassifikation. I Asti bruges begrebet superiore også og en Barbera d’ Asti vin skal lagre mindst 14 måneder, hvor af seks skal være på egefade, for at opnå retten til den status.

Som sagt minder de to områder om hinanden, men der er dog visse forskelle. Vine fra Barbera d’Asti er som regel lidt mere intense og koncentrerede. De har en rund og fyldig smag med noter af røde frugter. Vinene er i god balance og der som oftest et fint forhold mellem frugtsyre og tanniner.

Et godt eksempel på en DOCG vin fra Barbera d’Asti, der virkelig lever op til det, der forventes er produceret af det lille vinhus Gozzelino og kan købes her til kun 89,-.

Øvrige vine fra Piemonte

Som tidligere nævnte findes, der rigtig mange klassificerede vinområder i Piemonte. Der er for mange til at vi kan gennemgå dem alle her. I Piemonte omkring byerne Asti og Alba produceres de kendte asti-vine, der ofte findes på tilbud i supermarkeder til kr. 40,-. Disse vine er som regel kedelige og meget søde, men der produceres også Asti af langt højere kvalitet. De fineste Asti-vine kan sagtens konkurrere med de fine Champagner. Hvor de franske champagner kan virke tørre og syrlige er Asti-vine ofte mere friske i smagen og derfor vil de egentlig være langt mere drikkelige for de fleste. Så prøv en Asti til kr. 100 i stedet for en klassisk champagne næste gang, der er noget der skal fejres. Det vil I ikke fortryde.

I Piemonte findes også området Brachetto, der laver nogle specielle frugtdrevet vine med lav alkoholprocent. Brachetto vine kaldes visse steder jordbærvin, da smagen giver mange noter og indtryk af dette. Brachetto-vine har omkring 5-6% alkohol og er passende til varme sommerdage, hvor der skal nydes et glas på terrassen inden maden. Så altså ideelt som velkomstdrink til en fest eller appetitvækker inden maden.  

Så vores udvalg af italienske vine her.

Ekspertens dom over vin fra Piemonte

Med det store udvalg af vin fra Piemonte kan det være svært at vide hvad man skal gå efter. Vi har spurgt vinanmelderne fra Winemanual om deres syn på vine fra Piemonte.

Efter deres udsagn er der ingen over eller ved siden af de bedste vine fra Barolo. Som en af deres favoritter nævner de Giacomo Conterno Barolo Monfortino, men det er altså også en vin med et prisskilt på omkring 2.000 kr. De nævner også at de helst ser en Barolo have 10 år på bagen før den er bedst. Winemanual anbefaler at gå i en stor bue uden om de billigste Barolo-vine, da disse udelukkende sælger på deres navn og ikke leverer en kvalitet, der er værd at betale mange penge for. I stedet anbefaler de Barbaresco-vine, hvor der fås mere for pengene. Produttori del Barbaresco anbefales som en sammenslutning af vinbønder, der laver en rigtig fin vin.

Barbera-vine nævnes som en foretrukken drue, når drengene fra Winemanual selv besøger Italien og skal nyde den autentiske italienske charme.

Et godt eksempel på en smagfuld autentisk Barbera kan købes her for kun 89,-

2 tanker om “Rødvin fra Piemonte

    • Jesper Dahlgaard siger:

      Hej Frede
      Det gør der. Vinregionerne i Italien har deres DOC og DOCG vine, der skal leve op til specifikke krav i forhold til bl.a. druer, udbytte osv. Ønsker producenterne at lave vine, der ikke lever op til disse krav kan de sagtens det. Det betyder blot, at deres vin ikke kan klassificeres som fx DOC eller DOCG, men kun som IGT, hvor kravene er noget lavere i forhold til fx hvilke druer, der må benyttes.
      Mvh
      Jesper

Kommentar er lukket