Stor guide til Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc er en af de store og mest kendte hvidvinsdruer vi har. Derfor dykker vi i denne guide til druen lidt længere ned og ser nærmere på hvad der kendetegner Sauvignon Blanc.

For mange vindrikkere er det ofte rødvinen, der løber med opmærksomheden, hvilket egentlig er synd. Der findes utallige hvide druer, der hver især har en hel masse at byde på. Såvel som rødvin kan hvidvin give et bredt spekter af forskellige smagsindtryk og der findes hvidvin til næsten enhver lejlighed.

Her kigger vi i første omgang på Sauvignon Blanc.

Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc er en af de absolut største druer indenfor hvidvin. Når vi snakker Sauvignon Blanc kan vi ikke komme udenom Loire i Frankrig. I Loiredalen findes nogle af verdens bedste og dyreste hvidvine på netop Sauvignon Blanc. Loirefloden løber fra Nantes i Vest og godt 1.000 kilometer ind i landet. Vi fokuserer her på området i den centrale del af Frankrig, hvor området Sancerre findes. Sancerre er epicenter for Sauvignon Blanc og området er verdenskendt for sine fantastiske hvidvine. Stort set alle andre hvidvine på Sauvignon Blanc måles op mod vine fra Sancerre. Vinmagere fra USA, Europa og New Zealnd forsøger at efterligne de vinene fra Sancerre. Før vi går videre med de forskellige områder, skal vi se lidt nærmere på selve druen.

Karakteristik for Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc druen er karakteriseret ved at være meget lys i farven med et let grønligt præg. Hvidvin på druen er ikke egnet til lagring og langt de fleste vine skal drikkes mens de er unge. Der laves dog hvidvine i Bordeaux, hvor Sauvignon Blanc blandes med Semillon, hvilket gør den mere velegnet til fadlagring. Generelt skal man derfor altid vælge unge hvidvine, når det drejer sig om Sauvignon Blanc. Vinene er ofte tørre uden stor krop, men til gengæld er der godt med frugtsyre. Aromaerne fra druen er krydderier og grønne noter. Det kan være dufte af nyslået græs, stikkelsbær, lime og pære. Er druerne vokset under varmere himmelstrøg vil der ofte være mere tropiske frugter i duften. Den giver som regel friske og skarpe hvidvine. Smagsmæssigt vil druen være let og ofte med en let mineralsk smag. Igen vil det være de grønne noter, der dominerer. Peberfrugt, hyldeblomst, stikkelsbær og krydrede noter er nogle af de mest karakteristiske smagsnuancer i klassisk Sauvignon Blanc.

Sauvignon Blanc områder

Sauvignon Blanc er lig med Sancerre, ingen tvivl om det. Sancerre i Loiredalen er kendt for at lave nogle af de bedste hvidvine i verden på netop Sauvignon Blanc. Ikke helt så ikonisk, men tæt på kommet naboområdet Puly Fume, der ligeledes laver hvidvin på druen. De to områder har gennem årerne været udgangspunktet, når Sauvignon Blanc vine fra hele verden skulle bedømmes. Mange producenter fra hele verden forsøgte at få netop deres Sauvignon Blanc vine til at minde mest muligt om hvidvin fra Sancerre. Nu er der dog sket en opblødning i forhold til, at mange producenter forsøger at producere de bedste vine ud fra de betingelser de arbejder under og det er kun godt.

Sauvignon Blanc fra Sancerre og Pouilly Fume

Sancerre har vist sig som et optimalt område til dyrkning af Sauvignon Blanc. Her er både klima og jordbundsforhold, der gør, at druerne kan udvikle på den helt rette måde, der skaber disse unikke tørre og friske hvidvine. Forholdene adskiller sig selvfølgelig kun marginalt når vi bevæger os til naboerne i Pouilly Fume.

De to områder adskiller sig ved at vine fra Pouilly Fume ofte er en smule blødere i smagen. Samtidig kan aromaerne i en Pouilly Fume og være knap så fremtrædende som i Sancerre, men dog af og til have en let røget karakter, hvilket Sancerre typisk ikke har.

Lidt specielt for begge områder er vine, der kan have karakter af kattepis (ja, kattepis). Det sker typisk, hvis druerne høstes uden at være modne nok. Det er naturligvis ikke sådan, at vinen bliver dårlig af det, men det optræder heldigvis ikke så tit. I meget varme år vil vine fra området få en mere frugtig karakter.

Sauvignon Blanc fra Østrig

Hvidvin fra Østrig er undervurderet. I min optik drikker alt for få danskere hvidvin fra Østrig. For mange år siden var der en skandale omkring vin fra Østrig, hvor der var tilsat frostvæske i nogle vine. Det første til en kæmpe nedtur i eksporten af vin fra Østrig. Det har dog også resulteret i, at landet i dag har Europas skrappeste lovgivning og kontrol omkring vin.  Det pålægger selvfølgelig vinbønderne lidt højere omkostninger, men der bliver lavet virkelig god hvidvin fra Østrig.

Hvidvin fra Østrig laves ofte på druen, der hedder Grüner Veltliner. Den skaber ofte sublime vine, men mere om det i en anden artikel. Klimaet i Østrig er køligt i forhold til vindyrkning, hvilket ofte giver vine med stor friskhed og en del frugtsyre. Hvor der tidligere har været tendens til at høste Sauvignon Blanc tidligt høster man nu senere, hvor druerne er mere modne. Især vinhuse fra Østrig er gået forrest i denne trend. De mere modne druer betyder en knap så skarp smag. De mere modne druer giver vinen et mere rundt udtryk. Aromaer og smag tilføres lidt mere pære og stikkelsbær, når druerne får lov at modne lidt mere.

Det bedste Sauvignon Blanc vin fra Østrig kommer fra området, der hedder Styria (Steiermark). Dette område grænser op til Slovenien og var en gang et fattigt område pga. afstanden til større byer. I dag er regionen pænt beplantet med Sauvignon Blanc stokke og der laves vine af høj kvalitet her.

Sauvignon Blanc fra New Zealand

Sauvignon Blanc fra New Zealand har igennem mange år været anerkendt som ganske gode vine. På den anden side af jorden laver de dog vine, der er lidt anderledes i karakter end dem vi kender fra Europa. Marlborough er det mest fremtrædende område, når det kommer til Sauvignon Blanc fra New Zealand. Regionen står i øvrigt for over halvdelen af landets vinproduktion. Marlborough menes ideelt til Sauvignon Blanc pga. et klima med solrige dage, men også kølige nætter, hvor druerne får lov at hvilke og dermed bevare en god portion frugtsyre. En lang modningssæson sikrer en stabil og rolig udvikling af druerne, hvilket også er gavnligt.

I Marlborough er druerne under mere indvirkning af havet end de er i Loiredalen. Det er med til at køle druerne. Til gengæld er solen betydeligt skarpere og druerne får i Marlborough op til 40% flere UV-stråler end i Loire. Det er altså faktorer, der på hver sin måde påvirker udviklingen af druerne. Når det er sagt er der dog en lang række ligheder mellem Sauvignon Blanc fra New Zealand og Frankrig. Ved flere blindsmagninger har det dog været muligt for vinkendere at skelne de to fra hinanden.

Sauvignon Blanc fra Loire-dalen er ofte kendetegnet ved en forholdsvis let og frisk vin, der giver minder om stikkelsbær, grøn peber, æbler og græs. Ydermere er der ofte noter af blomster, stål og lidt flint. I Marlborough vil, der være nogle af de samme kendetegn, men vinene får også lidt mere karakter af modne og tropiske frugter.

Mad til Sauvignon Blanc

Hvilken mad sætter man til vinen? Det plejer jo nok nærmere at være vinen, der vælges efter maden, men her ser vi lidt på, hvilken mad, der passer godt med Sauvignon Blanc. Druen har et præg af urter og er med ditto vil det som regel være et godt match.

Oprindelsen i Loire-dalen har i mange år gjort hvidvine på druen til et naturligt match med områdets kraftigt lugtende gedeost Crottin. Det sæt siges at være et perfekt match.

Generelt er Sauvignon Blanc en taknemmelig vin, når det kommer til sammensætning med mad. Skal du have Sauvignon Blanc i glasset passer det fint sammen med kylling, kalkun og endda svinekoteletter. Som mange andre hvidvine passer denne også fint til fisk og skaldyr. Især krabber, hummer, rejer og muslinger er et godt match. Der er en god frugtsyre i vinen og det vil også passe fint til grønsager, der fx er grillet eller vendt i olie. Frugtsyren vil så rense og friske munden som et godt modsvar til de fede olier.

Facts om Sauvignon Blanc

Vi har nu været igennem en række af de områder, der producerer de bedste og mest anerkendte Sauvignon Blanc vine. Der produceres selvfølgelig også vine på druen mange andre steder. Fx er der flere steder i USA, hvor man også opnår ganske fine resultater med druen. Ligesom man i fx Bourgogne bruger druen sammen med Semillon druen og skaber en lidt anderledes vin, men bestemt også en god vin.

De fleste vine på druen skal drikkes friske og det er sjældent at ren Sauvignon Blanc lagres på egefade, men der eksperimenteres dog med det. Oftest sker fadlagring, når druen kombineres med andre druesorter.

Facts om Sauvignon Blanc:

  • Har sin oprindelse i Loire-dalen i Frankrig.
  • Cabernet Sauvignon menes at være en blanding af Sauvignon Blanc og Cabernet Franc.
  • Produktionen af Sauvignon Blanc på New Zealand er 40 doblet over de seneste 25 år. I dag er der omkring 23.000 hektar tilplantet med druen i landet.
  • På verdensplan er der godt 100.000 hektar marker med Sauvignon Blanc. Frankrig er landet med største areal og har hele 35.000 hektar marker med druen.
  • Chile, Italien og USA er også store lande hvad angår beplantning af druen.
  • I USA kaldes druen under tiden Fumé Blanc
  • Druen kræver en del arbejde. Sauvignon betyder vild og beskæres stokkene ikke vokser de hurtigt og spreder sig i alle retninger.

Nu ved du lidt mere om Sauvignon Blanc og kan gå på opdagelse i den store verden af Sauvignon Blanc og andre hvidvine.