Klassifikation af vin kan være lidt en jungle at finde rundt i, så i dette indlæg har jeg lavet en oversigt over klassifikation af spansk vin. Det er vigtigt, at huske på, at vinens klassifiaktion ikke er en garanti for at vinen er god eller dårlig fordi den har lavere klassifikation. Inddelingerne er oprindeligt lavet for at sikre en vis kvalitet af vinene, men det har samtidig betydet, at der for de forskellige områder er opsat ufravillige krav til druer, lagring osv. Det har gennem tiden betydet, at mange store og virkelig gode vine ikke har opnået landets højeste klassifikation. Samtidig er der også flere eksempler på, at producenter har gjort hvad de kunne for at opnå områdets højeste status for derefter at skrue prisen op til det urimelige i forhold til den kvalitet de laver. Så brug klassifikationerne med omhu og køb ikke blot en vin fordi den har højeste klassifikation.
Klassificering af vinen i Spanien
Klassifikation | Fortkortelse | |
Vino de Pago (ny fra 2003) | VP | Tildeles vingården |
Denominacion de Origen Calificada | DOCa / DOQ | Højeste klassifiakation |
Denominacion de Origen | DO | |
Vinos de la Tierra | VdiT | |
Vino de Mesa | VdM | Laveste klassifikation |
Herunder gennemgås kort klassifikation af spansk vin med beskrivelse af de enkelte spanske appelationer.
Se vores ud valg af rødvin her
Vino de Mesa (VdM)
Som det fremgår af ovenstående tabel er spanske vine inddelt i 5 kategorier. Laveste klassifikation i Spanien er Vino de Mesa, der svarer til det, der kaldes bordvin. Der stilles i denne kategori kun krav til at vinen er fra Spanien, så i denne kategori kan det altså ikke ses hvilke druer, der er lavet eller hvor vinen er lavet. Det kan også være vine blandet af druer fra forskellige regioner. Disse vine drikkes mest lokalt og der findes derfor kun ganske få af disse undenfor Spanien.
Vinos de la Tierra (VdiT)
Vinos de la Tierra er næste kategori forkortet VdiT og her stiger kravene en smule til vinen. i denne kategori kommer druerne fra en bestemt region i Spanien, men de lever ikke op til de krav, der findes i den højere klassificering af vine. I denne kategori findes der mange spændende vine, da det kan være god vin, der blot er lavet på andre druesammensætninger end der er krævet for at få DO status. Vinmagerne har større handlefrihed til at sammensætte deres vin og det giver virkelig mulighed for, at der kan laves spændende vine. Kig gerne efter vine i denne klassificering, hvis du vil gøre et godt køb, men der kan selvfølgelig også være vine i denne kategori, der ikke er værd at betale ret meget for.
Denominacion de Origen (DO)
Vine med klassifikationen Denominacion de Origen eller blot DO vine er næstøverste hylde af de oprindelige appelationer i Spanien. Her skærpes kravene til, hvilke druer der må bruges i de enkelte DO områder. Det kræver produktion af høj kvalitet gennem flere år at opnå DO status for sine vine. De enkelte DO områder har nøje udpeget, hvilke druer og hvor meget, der må bruges i deres vine. Som eksempel skal DO vine fra Ribera del Duero indeholde minimum 75% Tempranillo for at leve op til klassifikationen.
Denominacion de Origen Calificada (DOCa)
Den sidste af de oprindelige klassifikationer i Spanien hedder DOCa eller DOQ, der står for Denominacion de Origen Calificada. Her er der ekstra strenge krav til hvilke druer, der må anvendes, minimumskrav til alkoholprocent, høstudbytte og tekniker i fremstilligen. DOCa vine fra Rioja skal fx fremstilles på 85% Tempranillo, der må blandes med Graciano, Mazuelo og Garnacha. Rioja er i øvrigt sammen med Priorat de to eneste områder, der har fået DOCa status i Spanien. Disse to områder har gennem mange år leveret vine af en meget høj kvalitet og har dermed opnået den fine status. Især Rioja er for os danskere meget kendt, da importen af vinen fra området har været ganske stor i Danmark.
Vino de Pago
Vino de Pago er en nytilkommet appelation i Spanien, men egentlig er den ikke på samme måde som de andre, da den ikke vedrører enkelte områder, druer eller andet. Vino de Pago er en klassifikation, der viser, at vinen kommer fra en bestemt vingård eller vinmark. Det kræver høj kvalitet gennem mange år at opnå Vino de Pago stemplet, men når det er sagt skal klassifiaktionen anvendes med omhu. Det kan sammenlignes lidt med det franske Grand Cru stempel som vidner om høj kvalitet. Dog er interessen for klassifikationen mere udbredt i visse regioner og Rioja har fx ingen Vinhuse med Vino de Pago klassifikation. Det kan naturligvis undre, når området netop er Spaniens mest anderkendte.
Klik her og se hvilke appelationer, der findes i de forskellige dele af Spanien.